humus, stærkt nedbrudte organiske stoffer, der giver jordbunden sin mørke farve. Humus er en samlet betegnelse for de stoffer, der er tilbage, når bakterier, svampe, regnorme og andre jordbundsdyr har nedbrudt døde dyre- og planterester. Den består dels af stoffer med oprindelse i planteresterne, der er meget svære at nedbryde, fx lignin, dels af kemiske forbindelser, der er dannet ved forskellige biokemiske processer under nedbrydningen. En vigtig bestanddel i denne rest er forskellige kemiske ringsystemer, aromatiske forbindelser, der er indbyrdes forbundet. Disse polymerer samles i mørktfarvede humuspartikler, 30-40 nm store.

Ordet humus er latin og betyder 'jord, muld'.

Humus har stor betydning for de levende organismer. Den er med til at give jordbunden en god krummestruktur ved at hindre jordbundens lerpartikler i at klæbe til hinanden. En god struktur er vigtig for planterøddernes ilt- og vandforsyning og har stor betydning for organismer, der lever i jorden. Desuden spiller humus en meget stor rolle for planternes forsyning med næringsstoffer,

Kilde: Gyldendal




Her i sektionen 'Viden' vil du kunne læse om den viden, vi bygger vores rådgivning på. Du kan finde en beskrivelse af de egenskaber humus besidder, hvordan man øger indholdet af humus i jorden, og hvad rolle humus spiller i kvælstofkredsløbet. 


 Derudover kan du i sektionen 'Nyheder & Artikler' finde artikler og baggrundshistorier om vores arbejde, samt se nyheder fra andre egne af verden, der arbejder med karbon og humus efter lignende principper. 

Hvorfor humus i jorden?

Humus er på mange måde blot den organiske del som, sammen med den mineralske del, udgør jord. Men humus er mere end bare organisk materiale. Humus er organisk materiale, som har været igennem naturens eget biologiske kredsløb. Det organiske er blevet omsat af forskellige insekter, biller, regnorme, svampe og bakterier, og igennem denne proces bliver det til en struktur i jorden, der adskiller det fra organisk materiale, der ikke er blevet omsat.  

Når store mængder humus er blevet en del af jorden, så får jorden den karakteristiske 'muldede' fornemmelse. Den bliver løs, indeholder masser af fugt, og er nem at bearbejde. 

Humus i jorden er altså den organiske del, men strukturen som humusen frembringer bringer nogle forunderlinge egenskaber med sig

- Mere kvælstof i jorden, fordi kvælstoffikserende bakterier trives i humusrig jord

- Større vandbinding i jorden, mindre udvaskning, fordi kulstufstrukturerne binder vandmolekylerne. Humus reducerer dermed også jorderosion. 

- Mere karbon i jorden, mindre CO2 i atmosfæren, fordi humus hovedsageligt består af kulstof. 

- Mindre kvælstofudvaskning til vådområder, fordi der er mindre behov for gødskning og fordi jord med humus binder vand og næringsstoffer i højere grad. 

- Mere kvælstoffiksering i jorden, mere liv. Humus i jorden udvider den flaskehals, som kvælstofkredsløbet faktisk udgør. 

- Bedre, sundere, smagsfulde landbrugsprodukter, fordi planten får en sundere vækst. 

Hvorfor kompostere?

Når man først accepterer vigtigheden af humus i jorden, så står det klart, at jorden gøres bedre ved tilføre organisk materiale til den. Den skal tilføres kulstof for at opbygge sin struktur med alle de fordele, det bringer med sig. Udfordringen er, at jorden og naturen ofte ikke kan modtage og omsætte det organiske materiale, vil vil tilføje, i en hastighed, vi ønsker. 

At kompostere afhjælper naturen med at omsætte, fordi komposteret organiskmateriale er klar til at indgå direkte i jorden. Komposten er stort set allerede omsat.

Kulstoffet i kompost går direkte ind og hjælper med humusdannelsen og giver jorden struktur. Kompost indeholder også alle de mineraler, som der var i det organiske materiale og det kan også indeholde gode mængder kvælstof. Når man komposterer og fører komposten i jorden, så støtter man opbygningen af en mere frugtbar jord. Komposter for at

- Genanvende kvælstoffet

- Føre karbon tilbage til jorden og støtte humusdannelsen

- Føre karbon tilbage i jorden i stedet for at brænde det og frigive det til atmostfæren

- For at genanvende mineralerne og næringsstofferne i det komposterede materiale

- For den absolut mest bæredygtige tilgang til affaldsbehandling, som en den af at skabe en frugtbar jord. 

From wikipedia

In soil science, humus (derived in 1790–1800 from the Latin humus for earth, ground[1]) denominates the fraction of soil organic matter that is amorphous and without the "cellular cake structure characteristic of plants, micro-organisms or animals".[2] Humus significantly affects the bulk density of soil and contributes to its retention of moisture and nutrients.


From wikipedia

Humic substances are organic compounds that are important components of humus, the major organic fraction of soilpeat, and coal (and also a constituent of many upland streamsdystrophic lakes, and ocean water). For a long era in the 19th and 20th centuries, humic substances were often viewed through a lens of acid–base theory that described humic acids, as organic acids, and their conjugate bases, humates, as important components of organic matter. Through this viewpoint humic acids were defined as organic substances extracted from soil that coagulate (form small solid pieces) when a strong-base extract is acidified, whereas fulvic acids are organic acids that remain soluble (stay dissolved) when a strong-base extract is acidified.[1]

As in other fields of biological Sciences, humic matter in isolation are the result of a chemical extraction from the soil organic matter, and represent the humic molecules distributed in the soil.[2][3] A new understanding views humic substances no more as high-molecular-weight macropolymers but as heterogeneous and relatively small molecular components of the soil organic matter auto-assembled in supramolecular associations and composed of a variety of compounds of biological origin and synthesized de novo by abiotic and biotic reactions in soil.[4] It is the large molecular complexity of the soil humeome [5] to confer to humic matter its bioactivity in soil and its role as plant growth promoter.[6]


Men humus kan med stor sikkerhed defineres som værende en ustabil organisk syre, der dannes i flere jordarter, herunder især ler. Grundstrukturen af kulstofbindinger skabes ved en række af biologiske symbiotisk processer imellem insekter, regnorme, svampe og bakterier under nedbrydningen af det tilgængelige organiske materiale i jorden og på jorden. Humusen stimulerer populationen af fritlevende kvælstoffikserende bakterier, og andet mikrobiologisk liv, som under relativt iltfattige forhold lever og producerer ammonium fra luftens nitrogen ved en nitrogenfikserende proces, hvor den påkrævede energi hentes fra nedbrydningen af kulstofbindingerne i det tilgængelige organiske materiale.